FC Barcelona jagter spansk mesterskab, og det kræver at Real Madrid smider point i sæsonens afsluttende kampe. Samtidig krævede det tre point ude over Espanyol lørdag, hvor lokalopgørene dog ofte har deres eget liv. Efter en professionel indsats kunne Barca-spillerne dog juble over sejren på 0-3.
Det var ellers Espanyol, der først blev farlige. Efter bare fem minutter blev Jurado pludselig spillet fri i feltet, men han sendte akkurat bolden forbi Ter Stegen og FC Barcelona-målet. Herefter satte gæsterne sig på kampen, og efter et kvarter testede Ivan Rakitic med et afrettet langskud.
FC Barcelona havde bolden meget frem mod pausen, men det blev ikke for alvor farligt. Neymar sparkede forbi kassen kort før pausefløjtet, og tættere på kom ingen af de to hold.
I anden halvleg viste FC Barcelona dog hurtigt klasse. Efter 49 minutter sendte Jurado en lettere tåbelig aflevering af sted, som blev opsnappet af Luis Suarez. Han sprintede fra alt og alle, og alene igennem sparkede Suarez sikkert Barca i spidsen.
Espanyol havde gode momenter i løbet af anden halvleg, men det blev ikke for alvor dagen, hvor Ter Stegen fik travlt i målet. Til gengæld lukkede Ivan Rakitic reelt opgøret med et kvarter igen. Messi førte bolden frem og lagde den ud til Rakitic i venstre side, der med en følt afslutning begravede bolden i netmaskerne. Fire minutter før tid helkiksede værterne så en clearing, og Luis Suarez takkede for en ny gave med en sikker scoring til 0-3
0-3 blev cifrene, og med dem er FC Barcelona tilbage i toppen af den bedste spanske række. Real Madrid på andenpladsen har dog fortsat en kamp til gode. Espanyol kan med nederlaget ikke længere nå Europa League efter sommerferien.