Den nu tidligere FC Nordsjælland-angriber Nicki Bille foretog tirsdag et noget overraskende klubskifte, da han blev solgt til den spanske klub Villarreal. U/21-landsholdsspilleren har fået en fire-årig kontrakt hos "El Submarino Amarillo", som klubben kaldes, men danskeren starter ud på 2. holdet hos de gulklædte spaniere. Det betyder dog ikke, at Bille ikke er en velovervejet investering fra Villarreal. Snarere tværtimod.
Læs også: Villarreals andethold kan blive fordel for Bille
- De har fulgt Nicki i over et år, og de har set alle hans kampe. Både træneren, 2. holdstræneren og præsidenten har set ham. Der er ikke overladt noget til tilfældighederne. De har en minutiøs plan med ham. Helt ned på sekundet, siger Billes agent Nikola Juric til tipsbladet.dk.
Planen er nu at sluse Nicki Bille ind på Villarreal bedste mandskab i løbet af et halvt til et helt år. For selv om Bille kostede et - i spansk målestok - forholdsvis lavt beløb, er han en spiller, som de satser meget på. Det var tydeligt for Nikola Juric allerede fra starten af forhandlingsforløbet, som varede 10 dage.
Læs også: Nicki Bille skifter til spansk storklub
- De vidste fra dag ét, hvad det var, de købte. Det havde de helt styr på. Og de har kun købt én spiller denne sommer - det er Nicki, understreger agenten.
Villarreal har efter sigende givet et sted mellem en og to miliioner euro (7,5 til 15 millioner kroner) for Nicki Bille.