Zidane efter sejren over Alaves: I hårde tider skal vi være tålmodige
Foto: Getty Images
La Liga

Zidane efter sejren over Alaves: I hårde tider skal vi være tålmodige

Det er ikke nemt at være Real Madrid lige for tiden, men tidligere lørdag kom en meget afgørende sejr for Zidanes tropper i en kamp, hvor modstanderen gjorde det svært for dem.

Real Madrid kom tilbage på sporet efter en ujævn sæsonstart i den spanske liga, da de slog Alaves med 2-1 lørdag, hvor det var 21-årige Dani Ceballos, der stod for hovedstadsklubbens scoringer. 

Inden kampen havde Real Madrids succestræner Zinedine Zidane forklaret, at han ikke var bekymret for sæsonstarten, og efter kampen gjorde han det klart til pressemødet, at man var nødt til at være tålmodig.

- Der skal være tålmodighed. Det er ikke en strålende tid for os, men det må vi acceptere. Jeg er sikker på, at næste gang bliver det bedre. Vi ved, at det er svært uanset, hvor vi kommer hen, og Alaves havde brug for tre point, og de spillede en god kamp, siger franskmanden.

Zidane peger desuden på, at det vigtigste var de tre point, og dem fik de, selvom det var en dag, hvor holdet godt kunne have spillet bedre, men at de er inde i en periode af sæsonen,, hvor der er tryk på.

- Når man spiller hver tredje dag, så kræver det en del, så vi kan være glade. To mål er ikke mange med alle de chancer, vi fik, men det vigtigste var sejren, siger Zidane.

Real Madrid har kun hentet tre sejre i de første seks kampe i årets La Liga, og i næste runde skal de møde Espanyol på hjemmebane.