Video : Tipsbladet
La Liga

Zidane: Et hårdt nederlag

Real Madrid tabte for første gang efter 40 kampe i streg uden nederlag. Det skete efter to sene Sevilla-mål søndag aften, og det ærgrer Zinedine Zidane.

Så gik den ikke længere for Zinedine Zidane og Real Madrid, der søndag aften tabte for første gang i meget, meget lang tid.

Klubben, der fører den spanske række, havde gået 40 kampe uden at tabe, men kamp nummer 41 endte med et nederlag på 1-2 i Sevilla.

Real Madrid var ellers kommet foran med 1-0 i udekampen, inden forsvarsspiller Sergio Ramos med et selvmål udlignede til 1-1 med kun fem minutter igen af opgøret. I sidste minut scorede den nye angriber Steven Jovetic til slutresultatet 1-2, og dermed blev Real Madrids stime brudt.

Til stor ærgrelse for Zinedine Zidane.

- Vi tabte kampen på fem minutter. Det er et slag, for med den kamp, vi spillede, er det et hårdt nederlag, siger Zinedine Zidane og forklarer:

- Vi vidste, at et nederlag ville ske på et tidspunkt, og vi kan stadig tage noget positivt med fra kampen. Som altid har vi motivation til at fortsætte, selv om det bliver svært herfra og og frem til sæsonafslutningen, siger han.

Real Madrid fører fortsat den spanske række, men nu er der kun et enkelt point ned til Sevilla på andenpladsen, mens FC Barcelona ligger nummer tre, to point efter Real Madrid. Zidanes mandskab har dog spillet en kamp færre end de to rivaler i toppen af La Liga.