Den tidligere franske storspiller Zinedine Zidane er blevet spået en stor fremtid som træner, men den ambition led noget af et knæk i slutningen af oktober, da det spanske fodboldforbund idømte franskemanden en karantæne på tre måneder for ikke at have tilstrækkelig trænerlicens.
Den dom appellerede kongeklubben med det samme, og nu har Real Madrid og Zidane fået medhold. Den spanske sportsdomstol har således afgjort, at Zidane alligevel har papirene i orden. Det skriver den spanske storklub på sin hjemmeside.
Dermed kan Zinedine Zidane fortsætte med at træne klubbens reservehold, der frister en tilværelse i Segunda Division B.
Zinedine Zidane har tidligere fungeret som assistenttræner for klubbens førstehold, inden han i juni blev præsenteret som ny chef for Real Madrids reservehold, Castilla.