
Debatten raser i Spanien om Real Madrids spillestil. Onsdag aften røg Real Madrid ud af pokalturneringen samlet mod Barcelona, men viste et langt bedre ansigt i 2-2-kampen - i hvert fald spillemæssigt - end man gjorde i 1-2-nederlaget på eget græs i sidste uge.
Kunne Real Madrid måske have gået videre, hvis de også havde spillet offensivt i den første kamp? Burde en klub med Real Madrids størrelse og tradition i det hele taget ikke altid spille offensivt, uanset modstanderen og betingelserne? Det er nogle af de spørgsmål, som fyger gennem luften nu.
En af Real Madrids største stjerner i nyere tid, Galactico'en Zinedine Zidane, tog allerede stilling mellem de to seneste Clásicos. Zidane har i dag titel af fodbolddirektør for Real Madrid. Da han af sportsavisen AS blev spurgt, om ikke Real Madrid havde en pligt til at spille mere smukt og offensivt, svarede Zidane, som selv var en elegantier af de allerstørste:
- Jeg er ikke enig med dig. Der kommer et tidspunkt, hvor den eneste skønhed er sejren. Du er der først og fremmest for at vinde, vinde, vinde. Det er klart, at en klub som Madrid har brug for skønhed, men nogle gange møder du så godt et hold, at du er nødt til at skabe andre betingelser for sejren. Hvorfor skulle Real Madrid ikke kunne sætte resultatet før stilen?
- Real Madrid har ret til at sige: I dag gør vi alt for at vinde, og vi ofrer nogle ting for at opnå det. Dette sker ikke kun i fodbold, men også i livet for et hvilket som helst menneske, siger Zinedine Zidane, som heller ikke forstår den øjeblikkelige hetz mod Pepe og hans påståede konflikt med Real Madrids værdier.
Pepe trampede i den første af pokalkvartfinalerne på hånden af en liggende Lionel Messi, men fik ikke karantæne af fodboldforbundet og var højst overraskende med i Real Madrids startopstilling på Camp Nou, selvom mange madridistas i den sidste uge har givet udtryk for, at han ikke er værdig til at trække den hvide trøje på og burde sælges.
- De, som siger det, skal se på hvad Pepe giver Real Madrid. Han ved, hvad klubbens image betyder, og han respekterer det. Pepe er en velopdragen og charmerende person, som du næsten aldrig hører uden for banen. Når han går på banen, er han besat af sejren, og det får ham til at begå fejl, som han selvfølgelig fortryder, kommenterer Zidane.
Læs mere: Pepes trampen har åbnet for den løbende værdikamp i Real Madrid om spillestilen. Los Blancos skal helst både fighte og forskønne. Tipsbladet har historien i bladet nu.