Zidane: Ronaldo svarede kritikerne igen
Foto: Francisco Seco/Polfoto
La Liga

Zidane: Ronaldo svarede kritikerne igen

Real Madrids træner mener, at Cristiano Ronalds præstation mod Espanyol forstummede kritikken fra pressen.

Cristiano Ronaldo var en af de helt store fornøjelser, da Real Madrid søndag udraderede Espanyol med 6-0.

Portugiseren scorede halvdelen af målene, og dermed slog han ifølge holdets træner, Zinedine Zidane, fast, at han ikke er i nogen krise, som medierne har skrevet om.

- Vi har vænnet os til, at Cristiano scorer en masse mål. Hvis han ikke scorer tre, har han i nogles øjne ikke gjort det godt nok. 

- Det vil altid være sådan, fordi vi har vænnet os til hans mål. Der er ikke noget problem, hvis han ikke scorer hele tiden. Han er utrolig ambitiøs, sagde Real Madrid-træneren på pressemødet efter kampen.

Kritikken på Ronaldo har især været, at han har underpræsteret i flere store kampe, og at han ikke har været ligeså målfarlig som tidligere.

Den 30-årige angriber har med søndagens hattrick bragt sig på 19 ligascoringer i 21 kampe. Det er nok til at dele førstepladsen på topscorerlisten med FC Barcelonas Luis Suarez.