Zidane: Vi kommer ingen steder med det spil
Polfoto/Paul White
La Liga

Zidane: Vi kommer ingen steder med det spil

Real Madrid-træner Zinedine Zidane var bestemt ikke tilfreds efter klubbens 2-1 sejr over Las Palmas.

Det var med nød og næppe, at Real Madrid formåede at sikre sig en 2-1 sejr over Las Palmas, da Casemiro først i næstsidste minut afgjorde kampen til hovedstadsklubbens fordel.

En præstation, der bestemt ikke imponerede klubbens træner, Zinedine Zidane.

- Hvis vi vil håbe på noget som helst, bliver vi nødt til at spille bedre. Hvis ikke, så kommer vi ingen steder. Absolut ingen steder. Jeg bliver nødt til at se kampen igen, men jeg er sikker på, at vi kan spille anderledes, sagde Zidane til Marca efter kampen.

Zidane indrømmede dog også, at hjemmeholdet Las Palmas havde kæmpet flot for sagerne.

- Jeg synes ikke, at fodbold handler om uretfærdighed. Vi scorede på to dødbolde, som også er en del af fodbold. Las Palmas gjorde det svært for os med nogle gode spillere, der brugte bolden godt, men det er vores eget spil, der irriterer mig mest, slog Zidane fast.

Real Madrid er i øjeblikket 12 point efter FC Barcelona på førstepladsen.