
John Steen Olsen var den Ajax-talentspejder, som i 2001 scoutede Zlatan Ibrahimovic i Malmö FF, og fik ham til den hollandske storklub.
Siden har John Steen Olsen fulgt svenskerens karriere tæt, ligesom han har opbygget et tæt personligt forhold til ham.
I forbindelse med Zlatan Ibrahimovic' nylige exit fra Camp Nou til San Siro har spillerens påstået vanskelige personlighed været oppe at vende som den primære årsag til forliset af forholdet mellem ham selv og Barcelona-træner Pep Guardiola, men ifølge John Steen Olsen er det i hvert fald ikke den eneste årsag.
- Vi er allesammen forskellige, men hvis du ser på Zlatans begyndelse i Barcelona, så gjorde han det jo rigtig godt og scorede mange mål. Så blev han skadet omkring nytår og manglede noget i sin form, da han kom tilbage. Samtidig bestemte Guardiola sig for at lave hans rolle om, så han skulle ligge mere stationært inde i feltet. Det skal en type som Zlatan jo ikke. Han skal have frihed til at bevæge sig rundt. Jeg er helt uenig med dem, som siger, at han ikke spillede hurtigt nok til at kunne deltage i kombinationsspillet. Han læser spillet fint, som jeg ser det, siger John Steen Olsen til Tipsbladet.
Han erkender dog, at Ibrahimovic ikke ligefrem er en type, som falder i med tapetet, når han træder ind ad døren et nyt sted.
- Han har selvfølgelig en meget stærk karaktér og kan sige sine egne meninger, men det vil jeg sige er hans styrke og grunden til, at han er kommet langt. Zlatan er meget ærekær og vil vinde for enhver pris. Men hvad der præcist er gået galt mellem ham og Guardiola, det ved jeg ikke. Guardiola har gjort det klart, at der kun er én, der bestemmer i Barcelona, og det er ham.