
Da den svenske superstjerne, Zlatan Ibrahimovic, forrige sommer skrev under på en kontakt med FC Barcelona var det en drøm der gik i opfyldelse. Men den drøm forvandlede sig hurtigt til et mareridt, og en kamp imod cheftræner Josep Guardiola.
Den nyslåede AC Milan-spiller fortæller nu, at de to længe ikke var på talefod med hinanden, og så vidt det var muligt forsøgte at undgå at mødes.
- Når jeg gik ind i et rum, forlod Guardiola det øjeblikkeligt hvis han også var der. Jeg ved ikke om han er bange for mig, men en ting er helt sikkert - han smadrede min drøm om at spille i Barcelona, siger Zlatan ifølge FootballItalia, og fortsætter:
- Nu er jeg væk, men selv den dag i dag ved jeg stadig ikke hvad problemet var. Men når jeg tænker på hvordan min situation havde været de næste mange år er jeg glad for mit skifte. Træneren ønskede mig ikke, og jeg gider ikke spilde min tid længere.
Zlatan Ibrahimovic nåede at score 20 mål i Barca, men er nu tilbage i Italien, hvor han tidligere har haft stor succes i Milans naboklub Inter.