Video : Tipsbladet
Generelle

Rutineret Viborg-spiller: Ikke overlevet noget

Christian Keller er glad for Viborgs tre point ude over AC Horsens, men han mener ikke, at klubben hverken har vundet eller overlevet noget endnu.

Viborg havde før opgøret mod AC Horsens i lørdags kun hentet to point i deres seneste ti Superliga-kampe. Men mod AC Horsens vendte kamprækken uden sejr. På mål af Serge Deble og Christian Sivebæk sikrede Viborg sig tre tiltrængte point.

Ikke nok med, at sejren var tiltrængt efter ti kampe i træk uden, så kravlede klubben også over Esbjerg i tabellen, hvor Viborg nu er næstsidst. De tre point var også med til at holde trit med OB, der sejrede ude mod FC Nordsjælland.

På trods af glæden efter opgøret mod Horsens, så vil Viborgs rutinerede midtbanespiller Christian Keller ikke fejre noget endnu. Sæsonen er fortsat lang

- Det var en sejr, men vi har jo ikke vundet eller overlevet noget. Det er et skridt på vejen, som giver positiv energi, og vi er glade. Men vi har mange finaler endnu, som vi skal vinde, så der er ikke så meget at fejre endnu. Vi skal arbejde videre og vil mandag have fokus på den sidste kamp inden pausen, sagde Christian Keller til Viborg Stifts Folkeblad.

I efterårssæsonens sidste kamp har Viborg hjemmebanefordelen i et opgør mod OB. Den kamp spilles mandag den 12. klokken 19.00.