Video : Tipsbladet
Rygter

Real Madrid-præsident om Mbappé: Alderen er en forhindring

Kylian Mbappés lave alder kan gøre det svært for ham at få en plads hos Real Madrid.

Han bliver nævnt som verdens måske største talent efter sin gennembrudssæson hos Monaco, og det har vakt interesse for Kylian Mbappé hos Real Madrid.

Rygterne går på, at den spanske kongeklub vil hente den franske teenager her til sommer, men det er langt fra givet.

- Mbappé er en god spiller. Ikke mange spillere spiller for Real Madrid som 18-årig. Vi må være tålmodige. Zidane har ham i overvejelserne, siger Real Madrids præsident, Florentino Perez, ifølge goal.com.

- Det er ikke nok at sige, at vi kan hente spillere og så have dem siddende på bænken. Vi tænker på Mbappé, men hans alder gør det svært at finde en plads, lyder det.

I øjeblikket har Real Madrid både Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og Karim Benzema på de positioner, Kylian Mbappé kan indtage.