Brink: Vi kan ikke blive enige med H. H.

Hans Henrik Andreasen kan meget vel være fortid i OB til sommer. Foto: Scanpix.
OB har i de seneste måneder forhandlet med Hans Henrik Andreasen, men nu siger direktør Kim Brink, at der ikke er meget der tyder på en forlængelse.

OB offentliggjorde tidligere på dagen, at man har forlænget samarbejdet med forsvarsspilleren Atle Roar Håland. Forlængelsen var den fjerde på kort tid, idet man også har forlænget kontrakten med Johan Absalonsen, Peter Utaka og Chris Sørensen.

En håndfuld spillere er dog stadig uden kontrakt til sommer. Thomas Helveg, Jonas Troest, Anders K. Jacobsen og Hans Henrik Andreasen har kontraktudløb 30.juni.

Ifølge direktør Kim Brink er der ikke udsigt til forlængelse med slideren Hans Henrik Andreasen.

- Vi har været igennem et længere forhandlingsforløb med Hans Henrik Andreasen, men der er på nuværende tidspunkt ikke meget, der tyder på, at vi kan blive enige med ham om en ny kontrakt, siger Kim Brink til OB's egen hjemmeside.

Begge parter har tidligere været åbne overfor en forlængelse, men nu tyder det altså på, at Hans Henrik Andreasen forlader OB til sommer.

Seneste nyt på tipsbladet.dk