
Med 16 år og 35 dage siden han blev født den 31. januar 1994 blev Kenneth Zohore søndag den hidtil yngste, der har optrådt i den danske Superliga.
FCKs nye angrebskomet tog rekorden fra FC Midtjyllands Mads Hvilsom. Kenneth Zohore er noteret for 10 U/17-landskampe, men det kunne faktisk godt være blevet til flere.
- Jeg ville have haft ham tidligere med på landsholdet, men her mente man i FCK at han ikke var mentalt moden på det tidspunkt. Siden har han taget stormskridt, og det virker som om man virkelig har følt efter, om han nu også var klar, og han er ført stille frem ved at være med på træningslejr og har trænet regelmæssigt med truppen, så han bedre har kunne lære at spille voksenfodbold, siger U/17-landstræner Thomas Frank til Tipsbladet.
U/17-landstræneren tror i øvrigt på, at den kommende tid - finanskrise eller ej - vil byde på endnu flere helt unge spillere i Superligaen.
- De unge har så mange flere gode færdigheder end de ældre. De skal bare have erfaring og komme op i tempo, så vil der dukke flere op, og det vil hæve niveauet i dansk fodbold, mener Thomas Frank.
Læs om unge debutanter i Tipsbladet Indsigt: "Nogle kan klare det, andre ikke"
Tipsbladet udkommer hver tirsdag og fredag. Få Tipsbladet ind ad døren hver uge!