FCK-talent klar til næste skridt

Med en nyunderskrevet kontrakt i baglommen har FC Københavns midtbanetalent Saban Özdogan fået ekstra mod på fodboldtilværelsen og håber på snarlig SAS Liga-debut.

For en lille uge siden satte Saban Özdogan sin signatur på en ny toårig kontrakt med FC København. I den periode skal den 20-årige midtbanespiller tage skridtet fra at have et yderligt mandat i truppen til at være tættere på førsteholdet. Men først og fremmest venter han på SAS Liga-debuten.

- Jeg er klar til at komme ind og spille nu, men det er op til træneren at beslutte, hvornår jeg er klar til at komme ind og gøre en forskel for holdet. Jeg synes, det går godt, og at det er gået godt i opstarten. Så nu håber jeg bare på noget spilletid, siger Saban Özdogan til tipsbladet.dk.

Selvom Özdogan endnu ikke har været på græs i SAS Ligaen, så fik han officiel debut allerede i 2006 i en Royal League-kamp mod Lilleström, ligesom han har fået tid i pokalturneringen og i Champions League-kvalifikationen mod Mogren. Og så blev det til et indhop i Europa League-opgøret mod Marseille den 25. februar.

- Det var utrolig stort at komme ind i den kamp. Det gav en masse selvtillid, og det betød rigtig meget for mig. Og det beviser, at jeg er på vej i den rigtige retning. Jeg føler, at det gik godt, og at jeg gik fint ind i spillet, og at jeg også kunne være med i tempoet, siger Özdogan.

FC København er ofte blevet kritiseret for ikke at føre særlig mange unge spillere gennem ungdomsafdelingen og helt op til førsteholdet, men Wiliam Kvist og Hjate Bo Nørregaard er i den forbindelse forbilleder for Özdogan, der har spillet 24 unglandskampe for Danmark.

- Det er nemt at være her i klubben som ung spiller. Det er dygtige spillere, som jeg træner med hver dag. Og når jeg ser på Hjalte og på William ser jeg, at de jo er gået hele vejen. Så jeg kigger på dem og prøver at lære, for vi er alle tre bedst derinde på den centrale midtbane. Og den vej de er gået, er sammen vej, som jeg vil, understreger han.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: