FCM-talent: Godt, der blev renset ud

Mads Albæk er en af de talenter, der har taget vejen til førsteholdet via klubbens akademi. Foto: Scanpix
FC Midtjylland går ind til forårssæsonen efter en markant justering af truppen, hvor de unge talenter nu får mere plads.

FC Midtjylland har stået for en gevaldig justering af truppen. Flere rutinerede kræfter som Danny Califf, Christopher Poulsen, Kim Christensen og Claus Madsen er ikke længere at finde i truppen, hvilket også kan ses på gennemsnitsalderen, der er faldet betragteligt og i højere grad giver plads til de mange unge talenter i klubben.

En spiller, der allerede inden nedskæringen, var begyndt at bide sig fast på førsteholdet er den centrale midtbanespiller Mads Albæk, der fyldte 20 år i januar.

Med den omfattende justering af truppen i januar og til dels sidste sommer står FCM med en trup, der ikke har mange spillere på bænken og blandt reserverne over 21 år. Mads Albæk har overvejet konsekvenserne ved at sige farvel til de mange rutinerede holdkammerater, og han forstår, hvorfor FCM af hensyn til økonomien har valgt at forynge truppen drastisk.

- Det er optimalt for spillere som Christoffer (Poulsen, Red.) og Kim Christensen at komme ud og spille. De virker selv meget tilfredse. De kommer til at spille i andre klubber. Det er en del af spillet, sådan som det ser ud i danske klubber lige nu. Man er nødt til at sætte nogle spillere af og trække nogle unge op. Det er ikke mig, der bestemmer, om der skal sælges spillere eller hentes unge op. Men jeg synes, det er fint, at der bliver ryddet ud i truppen. Der er ingen grund til at have mange spillere, der ikke spiller, og som ikke er tilfredse, siger Mads Albæk til Tipsbladet.

Mads Albæk, der fyldte 20 år i januar var inden den store 'udrensning' i FC Midtjylland allerede godt i gang med at slå sit navn fast i klubben. 29 liga-kampe står han noteret for - de 15 kom i efteråret, og troen på, at FC Midtjylland trods tabet af de rutinerede kræfter alligevel kommer til at klare foråret godt er bestemt til stede.

- Nogle af de unge kommer ikke til at gøre det lige så godt som andre, men dem, der klarer sig godt, vil gøre det rigtig godt. Og vi har stadig Albrechtsen, Borring, Thyge, Danny Olsen, Florescu og Salami, mange spillere, vi kan læne os op ad. Det skal nok blive rigtig godt, lyder det fra Mads Albæk.

Læs også: Unge ulve i ilden mod Ljungbergs hold

Han og resten af FC Midtjylland-holdet lægger i foråret ud med to hjemmekampe. Første besøg kommer fra mesterskabs-bejlerne fra OB og siden kommer AaB på besøg.

Læs meget mere om Mads Albæk i Tipsbladet Update - på gaden nu

Seneste nyt på tipsbladet.dk