Helveg: Vi skal skærpes for at ligge i top

De fleste forventer, at OB og FC København skal dyste om guldet i foråret. Foto: Scanpix.
OB's veteran ser flere positive elementer hos SAS Ligaens tophold, men påpejer samtidigt, at der er flere ting, der skal forbedres, hvis OB skal vinde guld.

OB går et spændende forår i møde, hvor de for første gang i Superligaens historie begynder forårssæsonen som førerhold. OB's Thomas Helveg ser frem til den kommende topstrid.

- Jeg forventer, at vi gør alt for at følge op på den første del af sæsonen, som var meget fornuftig. Men der er stadig ting, der skal forbedres for at vi kan holde hele vejen, siger Thomas Helveg til tipsbladet.dk.

Forsvarsspilleren har været i OB siden januar 2007, og han har været vidne til en opadgående kurve hos fynboerne de seneste år. Hvis det skal toppe i år, skal der dog forbedringer til.

- Vores bundniveau er blevet højere, og vores udfald bliver stadig færre og kortere, men vi skal stadig skærpe nogle ting, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en topplacering, siger Thomas Helveg.

Helveg står noteret for syv kampe for OB i denne sæsons SAS Liga.

Læs også: Helveg: Geni-streg af Ståle

Seneste nyt på tipsbladet.dk