Superliga

Ipsa: Backen passer mig fint

FC Midtjyllands kroat Kristian Ipsa spillede det meste af efteråret som højre back, selvom han tidligere mest var midterforsvarer. Den "nye" position passer dog Ipsa fint.

Da Martin Albrechtsen i sommer blev hentet til FC Midtjylland, røg kroaten Kristian Ipsa ud på højre back. Et pladsskifte der har passet den 23-årige forsvarsspiller fint.

- Jeg kan sagtens spille både midti og på højre back, så det skifte har ikke været noget problem for mig. Jeg vil bare spille, og så spiller jeg der, hvor træneren mener, jeg passer bedst ind, siger Kristian Ipsa til tipsbladet.dk.

Kroaten er glad for at være igang igen ovenpå den lange julepause, og han glæder sig til, at turneringen starter op i marts, hvor han og FCM starter ud på SAS Ligaens 10. plads.

- Vi træner godt, og vi træner frem for alt hårdt. Jeg håber bare på, at vi står 100 procent fit alle mand, når vi når til marts, for vi skal selvfølgelig spille bedre end i efteråret. Jeg håber, vi kan vinde mange kampe og komme langt op i tabellen, så vi ender på en bedre plads, end vi er på nu. Samtidig har vi så også pokalturneringen, som vi satser meget på, siger Ipsa.

Den 17. februar rejser Kristian Ipsa og FC Midtjylland til La Manga, hvor de deltager i en træningsturnering med Brann, Molde, og russike Krylia Sovetov.