Superliga

Jacob Nielsen: Jeg har det af helvede til

Randers-direktør Jacob Nielsen er ikke kommet i bedre humør trods en trænerfyring. Spillet flyder stadig ikke, og sejrene udebliver.

Der var lagt op til, at Randers skulle have sin første sejr i denne sæson, da Silkeborg kom på besøg igår. Men sådan skulle det ikke gå, for de rødblusede oprykkere var klart bedre end Randers i første halvleg. Derfor stod det 2-0 ved pausen, og så var den kamp reelt lukket, for Randers kan ikke score mål.

- Hvordan jeg har det? Af helvede til, siger Jacob Nielsen til Randers Amtsavis.

Nielsen slår fast, at det spillerne leverede søndag mod Silkeborg ikke var godkendt, og at han og resten af personerne i klubben, fortsat må kigge indad.

- Nederlaget var en kæmpe skuffelse, og præstationen mindede om noget, man oplevede for en måned siden. Det er der allerede én person (John Faxe Jensen, red.), der har taget skraldet for. Men det her er ikke én mands skyld. Alle, der har noget med det sportslige i Randers FC at gøre, må kigge alvorligt indad. Jeg skal nok tage min del af ansvaret, og jeg forventer, at spillerne er voksne nok til at gøre det samme. Ellers har vi et alvorligt problem, siger han.