Lekic var aldrig tæt på at lave en Reid

Bomberen Rajko Lekic er nu dansk landsholdsspiller, men har tidligere luftet muligheden for at stille op for fødelandet Montenegro, der dog aldrig har kontaktet ham.

Winston Reid meddelte i sidste uge, at han ville spille landsholdsbold for fødelandet New Zealand, men faktisk luftede Rajko Lekic en lignende idé allerede i december, da han ikke blev udtaget til det danske ligalandshold.

Han udtalte sig offentligt om sit ubehag over Morten Olsens udtagelseskriterier og meddelte sågar, at hans mål istedet var at komme ind i varmen som landsholdsspiller i Montenegro, hvor han er født.

Skæbnen ville så, at Lekic kom med ligalandsholdet, da Michael Lumb meldte afbud og i marts fik han så debut for a-landsholdet. Altså det danske. For historien om Montenegro blev kun ved snakken, og hverken den tidligere landstræner Zoran Filipovic eller den nuværende Zlatko Kranjcar har kontaktet ham.

- Jeg er aldrig blevet kontaktet, men jeg har fuldt med i medierne dernede, hvor journalister i efteråret begyndte at skrive om, at de måske skulle kigge mod Danmark for at finde en god angriber til deres landshold, men nej jeg er aldrig blevet kontaktet af landstræneren, siger Rajko Lekic til tipsbladet.dk.

Stjernen på Montenegros landshold er Roma-angriberen Mirko Vucinic. En spiller som Rajko Lekic kunne have dannet en giftig angrebsduo med. Den 28-årige Silkeborg-spiller roser Vucinic, men drejer snakken over på Nicklas Bendtner.

- Vucinic er en fantastisk spiller, som har udviklet sig helt sindssygt flot og også er anfører. Men jeg kan også danne en fantisk duo med Nicklas Bendtner, siger Lekic, der ikke vil gå ind i, om han var sprunget til, hvis Montenegro var slået til, da han var allermest skuffet over Morten Olsen.

- Der har været så meget snak om fortiden, så det gider jeg egentlig ikke sige mere om. Jeg er super glad for, at jeg har fået chancen af Morten Olsen, og jeg håber, jeg bliver udtaget næste gang igen. Jeg er super stolt af at være dansk landsholdsspiller.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: