Niclas Jensen ikke skuffet over slutning

Niclas Jensen har indstillet karrieren som aktiv, men i den sidste kamp fik han ikke spilletid. Det ærgrer nu ikke den tidligere landsholdsspiller.

FC København var overlegne mod Sparta Prag i den sidste kamp i Europa League-gruppespillet. Men foran 3-0 og med fem minutter tilbage, var det Ailton der kom på banen, og Niclas Jensen, der for sidste gang i karrieren sad klar med støvlerne snørret. Skuffer det den nu pensionerede veteran?

- Nej, det har jeg ikke tænkt så meget over. Det er jo ikke mig, der styrer, hvem der skal på banen. Det er lang tid siden, jeg sidst har spillet, og så fik jeg jo lige de sidste minutter på banen i Parken mod Cluj, siger Niclas Jensen til tipsbladet.dk.

- Det er selvfølgelig mærkeligt at skulle stoppe, men da det har ikke været nogen skade, der har sat en stopper for karrieren, så jeg har haft god tid til både at tænke over det og til at få sagt ordentligt farvel, siger venstrebacken.

Niclas Jensen nåede at optræde for Lyngby, PSV, Manchester City, Dortmund, Fulham samt FC København af to omgange, mens det blev til i alt 62 A-landskampe for Danmark.

Seneste nyt på tipsbladet.dk