Der blev jublet og sunget til Niclas Jensen i løbet af torsdagens UEFA Cup-kamp mellem FC Købenavn og Cluj, og med et minut tilbage af den ordinære spilletid, blev veteranen så sendt på banen til hans sidste optræden i Parken. Efter kampen var det en glad Niclas Jensen, der mødte pressen.
- Jeg er rigtig glad for at komme ind og få så stort bifald. Det er ikke så tit jeg har fået det i denne sæson, så det er jeg rigtig glad for, sagde Niclas Jensen til tipsbladet.dk og de andre pressefolk i Parken.
Inden Jensen forlod Parken, gik han en lille tur ned ad Mindernes Allé.
- Jeg ved ikke om det er vemodigt, men det er da specielt, at det er ved at være slut. Jeg har spillet mange fodboldkampe herinde, og jeg har haft mange gode oplevelser herinde. Jeg har både mange landskampe og mesterskaber herinde, så det har været min hjemmebane i mange år, lød det fra Niclas Jensen, der glædede sig over, at den sidste kamp i Parken gav en sejr.
- Det er jo en perfekt afslutning, så det kunne ikke være bedre. Nu kan vi selv afgøre det i Prag, men der er selvfølgelig en vigtig kamp i Odense først, sagde Niclas Jensen.
LÆS OGSÅ: FCK vandt sikkert - Sparta tabte
LÆS OGSÅ: Ståle skød efter pressen