Nullert i Randers efter kedelig kamp

Nicki Bille havde et drøn på overliggeren.
Det var en kedelig og uskøn kamp, der udspillede sig på et ligeså uskønt græstæppe, da Randers FC og FC Nordsjælland spillede 0-0.

Randers FC kæmper desperat for overlevelse i SAS-ligaen, men det var ikke til at se idag, hvor holdet spillede en tam og uinspireret kamp mod FCN.

Der plejer ellers at være masser af mål, når de to hold mødes i SAS-Ligaen, men det var ikke tilfældet i dag. Første halvleg var uden de store højdepunkter, og det har både banen og spillerne skylden for.

Efter pausen kom der en smule mere gang i opgøret. Der var gode chancer i begge ender, men helt farligt blev det dog aldrig. Kort før tid kom Randers nye angriber Yura Movsisyan i fokus, da han blev vist ud efter en stempling på Benjamin Kibebe.

Herefter pressede FCN på, og Nicki Bille havde et brag af et skud på overliggeren. Tættere på end det kom FC Nordsjælland dog ikke, og kampen sluttede som den startede, 0-0.

Randers FC og HB Køge er fortsat isoleret i bunden, mens FCN ligger lige over nedrykningsstregen, 14 point foran netop Randers FC.

Seneste nyt på tipsbladet.dk