
Fernando Olsen, der er direktør for kommunikationsfirmaet Sylvester Hvid & Co langede for en måned siden hårdt ud efter Frank Buch- Andersen og hans rolle som direktør i Brøndby
Dagens bombe fra Brøndby, hvor det fredag formiddag er kommet frem, at Farnk Buch-Andersen stopper i Brøndby kommer ikke bag på Fernando Olsen.
- Det overrasker mig slet ikke. Det er den helt rigtige beslutning. Der har åbenbart fra starten af Frank Buch-Andersens ansættelse i Brøndby været en misforhold i hans rolle og ansvar. Han var tidligt ude og sige, at det nu var ham, der bestemte og skulle træffe den store beslutninger i Brøndby siger Fernando Olsen til tipsbladet.dk.
Læs også: Brøndby-direktør stopper
- Det der uden tvivl har været med til at accelerere konflikten har været spørgsmålet omkring ansættelsen af en sportschef eller sportsdirektør. Nu ender det med at blive en sportsdirektør, der refererer til bestyrelsen, hvilket vil sige, at direktøren i Brøndby mister ansvaret for kerneområdet i Brøndby.
- Hvilken direktør i en offentlig virksomhed kan leve med det? Det er en uholdbar situation for alle, og derfor er dagens beslutning den eneste udvej. Samarbejdet var simpelthen nødt til at ophøre, lyder det fra Fernando Olsen.
- Det har ikke været afstemt, hvad der har været Frank Buch-Andersens rolle og hvad der har været et bestyrelsesanliggende. Det kommer meget bag på mig, da Frank Buch-Andersen jo selv har siddet i bestyrelsen og dermed burde vide, hvordan tingene foregår i Brøndby.
Læs også: Kendt fan: Det er noget rod i Brøndby
- Hans udmelding om at det er ham, der bestemmer i Brøndby har skabt en afstand mellem de to ledende organer i Brøndby, og det har ikke været muligt at rette op på den. Når beslutningen om at gøre Anders Bjerregaards afløser til en sportsdirektør under bestyrelsen, er det et klart signal til, at der er ikke er den rette tillid til Frank Buch-Andersen.
Løsningen hedder Bjerregaard
Fernando Olsen kan kun se én løsning for opbygningen af et nyt og stærkt Brøndby IF.
- Jeg kan kun se én mand rejse Brøndby igen. Den mand er Per Bjerregaard. Hans sportslige resultater er ubestridte set over tid. Han har den rette indsigt i den sportslige del af grundet sine mange år i branchen.
- Jeg har en appel til Per Bjerregaard; Så gør det da for helvede.
- Det er nu, at han skal vise sig som lederen, der genskaber Brøndby. Det er ham, der kan og skal gøre det. Det er vigtigt for Brøndby men i høj grad også for dansk fodbold. Med en kommende ansættelse af en sportsdirektør tyder alt på, at Per Bjerregaard tager styringen, og det er kun godt, siger Fernando Olsen til tipsbladet.dk.
Læs også: Ekspert: Brøndbys krise er historisk og enorm
Der har i de seneste år med masser af uro i Brøndby været stor fokus på Per Bjerregaards rolle i Brøndby, og ord som enevælde og magtmenneske er blevet hæftet på bestyrelsesformanden mange gange.
Den nu 64-årige Per Bjerregaard har flere gange erkendt, at den massive fokus på hans person har tæret og snak om at trække sig tilbage og gå på pension har også været nævnt fra hans egen mund.
- Her bliver man nødt til at kigge på folks kvaliteter, og i den sammenhæng betyder alder intet. Per Bjerregaard er manden, der kan genrejse Brøndby, og jeg er sikker på, at han kan gøre det forholdsvis hurtigt med en konstellation af en stærk sportsdirektør og en kommerciel økonomisk bevidst direktør.
- Brøndby kan igen blive en bil, der kører med 500 kilometer i timen, og det håber jeg kommer til at ske, siger Fernando Olsen
Læs også: Brøndby er som en misligeholdt bil
Kan ikke pege på én mand
Kommunikations-eksperten mener, det er umuligt at køre Brøndby med en direktør, der har ansvaret for både den økonomiske og sportslige del, som det har været forsøgt under både Hermann Haraldsson og Frank Buch-Andersen.
- De seneste års uro og interne stridigheder har flået en ellers stærk klubkultur fra hinanden. Situationen i Brøndby, som den har set ud længe, har ikke været værdig overfor aktionærerne, overfor fansene og overfor medlemsgruppen, siger Fernando Olsen.
- Jeg kan seriøst ikke pege på én mand i Danmark, der vil kunne gå ind og løfte opgaven som direktør i Brøndby i den model, der har været under Hermann Haraldsson og Frank Buch-Andersen, hvor opgaven dels handler om at have ansvar for forretningen og det sportslige ansvar.
Læs også: Bjerregaard befæster sin magt i Brøndby
- Det kræver en person, der kan skabe økonomiske resultater og samtidig har en fabelagtig fodboldmæssig indsigt. En evne man nærmest skal være født med og i hvert fald ikke har uden at have været i branchen i rigtigt mange år.
- Derfor vil det i mine øjne være løsningen, at Brøndby nu skal finde en
kommerciel og økonomisk mindet direktør og ellers overlade den sportslige del til sportsdirektøren og bestyrelsen. Spørgsmålet er om ikke den
rigtige beslutning vil være at lade Ole Palmå (konstitueret direktør),
der i forvejen er kommerciel direktør, blive på posten som afløser
for Frank Buch-Andersen, lyder det fra Fernando Olsen.
Brøndby jagter nu både den rette person til stillingerne som sportsdirektør og direktør.