Ottesen: Vi kan tage point fra OB

Sølvi Ottesen i kamp om bolden med Morten Duncan Rasmussen
SønderjyskE's anfører Sölvi Ottesen tror på point mod topholdet OB i udekampen lørdag.

Efter en uge hvor sportsdirektør Jacob "Gaxe" Gregersen forlod sit job, står klubbens SAS Liga-hold overfor den måske sværeste kamp i sæsonen. Udekampen mod OB. Men anfører Sölvi Ottesen er positiv forud for opgøret.

- Selvfølgelig ved vi godt, at vi er underdogs. Det er der nogen, der siger, at vi altid er. Men vi går ind til kampen for at spille op til vores bedste, og så må vi håbe, det holder. Vi har taget point mod OB før, og vi kan gøre det igen, siger Sölvi Ottesen til tipsbladet.dk.

"Gaxes" afgang får ikke betydning for kampen og holdets præstation på Fionia Park lørdag, men pointet på Brøndby Stadion i søndags giver en tro på, at det kan lade sig gøre.

- Vi vidste også, inden Brøndby-kampen, at vi kunne få point mod ethvert hold. Men resultatet mindede os om, at hvis vi gør vores bedste og fighter med de midler, vi har, så kan vi nå langt. De her store kampe bringer det bedste frem i os, og vi lægger os ikke ned frivilligt, siger SønerjyskE's anfører.

Seneste nyt på tipsbladet.dk