Superliga

Randers holder ikke midterforsvar-udsalg

Anders Egholm bliver Randers FC's femte midterforsvarer, når han kommer 1. januar. Alligevel regner direktør Jacob Nielsen ikke nødvendigvis med, at én af dem skal væk.

Fem midterforsvarere. Det lyder umiddelbart af mange for en bundprop i SAS Ligaen, men direktør i Randers FC, Jacob Nielsen, forklarer, at klubben ikke budgetterer med et salg af enten Bobbie Friberg Da Cruz, Issah Ahmed, Mads Fenger eller Robert Arzumanyan, når Anders Egholm støder til truppen i januar.

- Udgangpunktet for os er, at vi stiller med to spillere i midterforsvaret. Og hvis man ser sådan på det, så har vi jo tre for mange, men vi skal også sørge for at have en bred trup, så vi er godt dækket ind. Dem der er her, må bare vise, at de skal spille og så er den egentlig ikke længere. Et salg af én af dem er ikke noget, vi budgetterer med, siger Jacob Nielsen til tipsbladet.dk.

Til gengæld vil Jacob Nielsen gerne fortælle, at højrebacken Allan Olesen, der er rykket ned i klubben u-trup, ikke længere indgår i klubbens planer.

- Han har ingen fremtid på klubbens førstehold, men hvorfor det er sådan, det er et personaleanliggende, så det diskuterer vi ikke med pressen, siger Jacob Nielsen.