Reaktioner fra OB - SønderjyskE

Thomas Helveg og OB sejrede lørdag 3-1 hjemme over SønderjyskE
SønderjyskE måtte tidligt lørdag aften se sig slået af et stærkt spillende OB-mandskab. Her er nogle af reaktionerne ovenpå kampen.

Michael Larsen fra SønderjyskE var uheldig at blive skadet i opgøret, men det ændrede ikke på, at SønderjyskE havde tabt til et bedre hold på dagen.

- Vi havde ikke marginalerne på vores side, og OB er bare et bedre hold end os. Nogle gange bliver man straffet på få fejl og andre gange ikke. I dag blev vi, siger Michael Larsen til TV2 Sport.

Hans træner, Michael Hemmingsen, ser dog visse lyspunkter til trods for 3-1 nederlaget, og ærger sig over, at holdet ikke kunne have holdt stillingen 1-1 længere ind i kampen.

- Først og fremmest er det altid skidt at tabe. Når det så er sagt synes jeg, der er mange af de ting vi arbejder med til dagligt som lykkedes. Kampen udvikler sig som man kunne forvente. Vi får udlignet, og kunne vi holde den lidt længere, kunne det være det var gået anderledes, siger Michael Hemmingsen til TV2 sport.

På OB-siden, var Thomas Helveg tilfreds med resultatet, og understreger at der er mere i vente.

- Vi skal se kampen udfra, at det var et hold som lukkede sig godt ned, og det bærer spillet så nogle gange præg af. Men jeg synes, vi er godt på vej i den rigtige retning, sagde Thomas Helveg til TV Sport.

OB topper SAS-ligaen med 4 point efter dagens sejr, men det kan ændre sig, når morgendagens kampe er spillet.

 

Seneste nyt på tipsbladet.dk