Ifølge B.T. er Jacob "Gaxe" Gregersen én af to kandidater til at sætte sig i sportsdirektørstolen i Brøndby. Bestyrelsesformand i SønderjyskE, Claus Guldager, understreger dog overfor tipsbladet.dk, at det link ikke er årsag til bruddet med "Gaxe."
- Vi er ikke vidende om, at han har haft kontakt til Brøndby i den her proces. Det er i så fald noget, der er sket efter, vi blev enige om at ophæve samarbejdet, siger Claus Guldager til tipsbladet.dk.
Grunden er istedet den, der blev beskrevet i nyheden på SønderjyskE's hjemmeside, der blev offentliggjort i går formiddags.
- Vi skilles i enighed og i fælles overenskomst. Vi evaluerede på vores situation, og fastslog at vi havde klaret os godt, og at "Gaxe" havde gjort det godt i jobbet som sportsdirektør. Vi har så haft nogle konstruktive diskussioner om fremtiden, og der kunne vi bare ikke blive enige om betingelserne, siger Guldager.
LÆS OGSÅ: SønderjyskE-direktør: Vi er krigere
SønderjyskE's spillere har selv betalt for truppens vintertræningslejr, og sønderjyderne har generelt kørt med økonomisk smalhals gennem noget tid. Så spørgsmålet er, om "Gaxe" overhovedet vil blive erstattet.
- Vi står ikke lige midt i et transfervindue lige nu, så vi føler, at vi har god tid. Indtil videre er direktør Klaus Rasmussen konstitueret sportsdirektør. Så det er ikke sådan, at vi har en ny sportsdirektør fra i morgen. Det er så nyt det her, at vi ikke har truffet en beslutning, siger Claus Guldager uden at komme et svar nærmere.
- Vi har har ikke truffet nogen beslutning endnu, men det gør vi i løbet af en til to uger, siger Guldager.
Men kunne det være en løsning at nedlægge stillingen?
- Det kunne det givetvis, men vi har ikke truffet nogen beslutning. Det kunne også blive en løsning med en mand, der er knap så løntung som "Gaxe". Alle muligheder er stadig åbne.