FC Københavns nu tidligere anfører, Ulrik Laursen, er på vej tilbage fra en skadespause, der har holdt ham ude hele foråret. De seneste uger har budt på to kampe på Løvernes reservehold i 2. division, så nu føler den 34-årige midterforsvarer sig igen klar til førsteholdsfodbold.
- Jeg både træner og spiller. Så jeg er klar. Nu er det op til Ståle (Solbakken red.) om jeg skal i kamp, siger Ulrik Laursen til tipsbladet.dk.
Det er en fiberskade, der har holdt Ulrik Laursen væk fra FC Københavns bedste mandskab i de seneste to måneder. Normalt ville en sådan skade kræve en kortere pause, men sådan har det ikke været i forsvarsspillerens tilfælde.
- Måske tog vi ikke skaden seriøst nok. Vi prøvede at presse den lidt, så jeg måske kunne komme med i nogle af de vigtige kampe i starten af foråret. Men det betød, at jeg fik nogle tilbagefald. Det var nok ikke så smart, men det var min egen skyld, mener Ulrik Laursen.
I Laursens fravær har 19-årige Mathias "Zanka" Jørgensen tilspillet sig en fast plads ved siden af Mikael Antonsson i hjertet af FC Københavns forsvar. Og der må han gerne blive, hvis det står til den 15 år ældre, tidligere landsholdsspiller.
- Jeg tænker ikke så meget på min egen spilletid. Nu er det vigtigste, at "Zanka" er kommet frem og gør det godt. Han er fremtiden og det er jeg ikke. Jeg har haft en statistrolle på det seneste, og det er ok. Jeg kender min fysik og ved, at jeg ikke kan spille tre kampe i træk. Til gengæld kan jeg stadig bidrage med min vindermentalitet, og jeg synes også, jeg kan give noget, når vi træner, slutter Ulrik Laursen.
Ulrik Laursen har spillet i FC København, siden han i januar 2008 foretog et kontroversielt skifte fra OB. Laursen har tidligre spillet for de skotske klubber Hibernian og Celtic.