Superliga

Utaka skal fortsat sælges til sommer

Selv om OBs SAS Liga-topscorer, Peter Utaka, i dag forlængede sin kontrakt med den fynske klub, er planen, at nigerianeren skal skydes afsted til sommer.

Der var stor interesse for OBs nigerianske guldfulgl, Peter Utaka, i det netop overståede transfervindue. Interessen kom fra udenlandske klubber, men OB formåede at holde fast i klubben største salgsobjekt og topscorer.

I dag forlængede Peter Utaka så - lidt overraskende - sin kontrakt med OB, så den nu løber til sommeren 2012. Men på trods af forlængelsen, skal fans af nigerianeren og OB ikke regne med, at han bliver længere tid i den fynske ådal.

- Både fra vores og OBs side, er planen fortsat, at Peter skal sælges til sommer, siger Utakas agent, Sasha Günter, til tipsbladet.dk.

Da Peter Utaka for halvandet år siden kom til OB fra den belgiske 2. divisionsklub, Royal Antwerpen, var han fra start ikke tiltænkt en startplads på holdet. Hans løn lå derfor langt under dét, klubbens profiler fik, men det er der med den nye kontrakt lavet om på. Nigerianeren har fået en stor lønforhøjelse, så han nu er blandt de lønførende i OB-truppen.

- Med den nye kontrakt har OB vist respekt og taknemmelighed overfor Peter, og han har vist det samme overfor klubben. Så han er meget glad nu, siger Sasha Günter.

Peter Utaka har i denne sæson vist sin taknemmelighed overfor OB ved at score 13 SAS Liga-mål i 18 kampe.