Vingaard og kunsten at sparke med begge ben

SAS Liga FCK - Brøndby. Martin Vingaard har scoret til 1 - mod Brøndby søndag den 14. marts i Parken. (Foto: Nils Meilvang / Scanpix 2010)
På dødbolde sparker Martin Vingaard altid med højre, og det gjorde han godt mod Brøndby
To runder, to drømmehug af Martin Vingaard - det ene med venstre, det andet med højre. Hvordan gør man det?

I Tipsbladet Indsigt fortalte Martin Vingaard om, hvordan han har lært sig at sparke godt med både venstre og højre ben. Anledningen var det flotte langskud til 4-0 mod AGF sidste søndag, men i går bekræftede Vingaard tesen, for efter at have leveret et drøn med venstre mod århusianerne slog han til med højre mod Brøndby. Så Vingaard kan med begge ben og her får du forklaringen, som du allerede kunne læse den i fredagens udgave af Tipsbladet Indsigt.

Første halvleg af forårspremieren var ved at rinde ud i Parken, da en solid kandidat til Årets Mål i SAS Ligaen pludselig blev scoret.

Der gik nemlig ikke mere end knap 10 sekunder fra Johan Wiland kastede bolden ud til Jesper Grønkjær til Stefan Rasmussen måtte pille den ud af netmaskerne i den anden ende. For Grønkjær rykkede som i ungdommens vår, satte et par AGF'ere, spillede fladt ud til Dame N'Doye, der straks sendte den hårdt og fladt retur et par meter foran modstanderfeltet. Her hoppede Grønkjær over/kiksede et forsøg på en hælaflevering til Cesar Santin, så bolden uhindret kunne passere til Martin Vingaard, der skruede den op i hjørnet med venstrebenet fra 20 meter.

Det var lige så hurtigt, som det var flot, men midt i den evige glæde over at se et smukt mål dukkede også en tanke op. For plejer ham Vingaard ikke at sparke med højrebenet? Og hvordan kan han så så sikkert med både kraft og præcision sætte den i nettet med venstre?

- Jeg er naturligt højrebenet, men helt fra starten har jeg trænet mit venstre ben. Min far (Jan Vingaard, tidligere midtbanekreatør hos B 1913, red.) kunne også sparke med begge ben, og han fortalte mig igen og igen, hvor vigtigt det var at kunne, og det var jo rigtigt nok. Så det har jeg fokuseret på helt fra de små år, hvor jeg bevidst sparkede på mål og afleverede med venstre, selv om det selvfølgelig ikke var lige så godt. Det handler bare om, at man ikke skal være bange for at øve det og gøre det, siger Vingaard selv.

Og barndommens træning har givet bonus i en grad, så midtbanemanden både kan spille i højre og venstre side uden at spekulere over hvilken fod, der skal sparkes indlæg med.

- Jeg tænker ikke over, hvad jeg sparker med på banen. Det bedste eksempel kan du nok se nede i Prag mod Sparta, hvor jeg brugte højre til at lægge op til Dame N'Doyes første mål, men ved det andet i stedet brugte venstre, fordi der var plads til et indlæg med venstre. Men ved dødbolde bruger jeg højre, siger Martin Vingaard og holder en tænkepause, da han bliver spurgt om andre spillere med et ligeværdigt forhold til højre og venstre fod.

- Hmm, det er selvfølgelig Michael Ballack og Frank Lampard i Chelsea, mens jeg heller ikke tror, at det gør den store forskel for Cristiano Ronaldo, hvilket ben han sparker med, men herhjemme... Jakob Poulsen kan sparke med begge ben, og det samme kan Krølle (Brøndbys Jan Kristiansen, red.), så måske er det en Esbjerg-ting, griner Vingaard med tanke på de to tidligere holdkammerater fra det vestjyske.

Læs mere: Tipsbladet Indsigt fokuserer også på midtbanekampen i FCK, hvor fem stærke spillere konkurrerer om fire pladser.



Få Tipsbladet gratis tre fredage i træk. Bestil her!
 

Seneste fra danskfodbold.com

Afstemning

Hvem er vinterens bedste Superliga-signing?:

Seneste nyt på tipsbladet.dk