Det er den 30. august 2009, og klokken nærmer sig 20.00, da Jesper Christiansen falder ned på sin albue i en nærkamp med Brøndbys Mikkel Bischoff og bliver skadet. Svenske Johan Wiland bliver skiftet ind i derbyet for bare at spille ét sølle minut, inden kampen bliver fløjtet af med slutresultatet 1-1.
Siden er FC København trukket fra Brøndby i tabellen, så de nu er 12 point foran ærkerivalerne. Og siden har Johan Wiland fastholdt pladsen i FCK-målet, selvom Christiansen igen er fit for fight. Derfor står Wiland foran sin - næsten - New Firm-debut, når Brøndby besøger Parken søndag.
- Selvfølgelig bliver det rigtig sjovt, for det bliver jo mit første derby fra strart. Det bliver en vild oplevelse, og med tanke på den situation, som Brøndby er i, tror jeg, at det bliver en rigtig hård kamp med masser af fysisk spil og mange dueller. Men det bliver også en sjov kamp, siger Johan Wiland til tipsbladet.dk.
LÆS OGSÅ: Pospech på vej tilbage
Den svenske målmand glæder sig derfor ekstremt meget til opgøret, og er fortrøstningsfuld overfor at holde fast i den positive stime, der har sikret, at FCK ikke har lukket mål ind i de sidste fire SAS Liga-opgør.
- Vi skal bare spille det spil, vi kan, hvor alle løber for hinanden og hjælper sidemanden. Vi kender hinanden rigtig godt på holdet efter mange kampe sammen, og vi gør et godt job fra angribere til forsvar, der har sikret os denne gode situation i ligaen, siger Johan Wiland, der ikke mener, at det betyder det helt store, at Ulrik Laursen er blevet skadet, for "Zanka" har vist sig at være en fuldgod erstatning.
- Laur (Ulrik Laursen red.) har rigtig stor rutine og har spillet godt i sine kampe i efteråret. Han er en helt anden type, end "Zanka" er, men de er begge gode spillere, og for mig som målmand betyder det ikke så meget, om det er den eller den anden, der spiller, siger Wiland.