Superliga

Afstand mellem AGF og Gjesing

Jens Gjesing har fået at vide, at kommende træner Erik Rasmussen gerne vil beholde ham i klubben, men midtbanespilleren forlænger ikke sin kontrakt for enhver pris.

AGF's 22-årige midtbanespiller Jens Gjesing er en af de spillere, i Århusklubben, der har kontraktudløb til sommer. Med stærke præstationer i både forsvar og på midtbane, satte Jens Gjesing et godt aftryk på AGF's flotte efterår. Alligevel er det ikke sikkert, at han har nogen fremtid i AGF.

Jens Gjesing har tidligere over for tipsbladet.dk afsløret, at andre klubber har henvendt sig i forsøget på at lokke ham med en kontrakt, som han frit kan forhandle om fra og med januar.

Der har dog også været gang i forhandlingerne mellem Gjesing og AGF, men endnu er der ingen afklaring.

- Vi har holdt nogle møder, men vi er ikke helt enige, ja vi er nok et stykke fra hinanden, siger Jens Gjesing til JP-Århus.

Han har allerede været i kontakt med træner Erik Rasmussen, som har givet udtryk for, at han gerne ser Jens Gjesing i truppen.

- Men alt skal hænge sammen. Hvis ikke, så må jeg søge andre veje, siger Jens Gjesing.

Hvis han selv kan vælge, vil han dog meget gerne blive i AGF, hvor han spillet siden fodboldstøvlerne var i børnestørrelse .