Spekulationerne er mange omkring AC Milan i øjeblikket. Klubben er blevet købt af kinesiske ejere, mens man kæmper med omkring de europæiske pladser efter år med tørke på San Siro. Af samme grund er der heftige spekulationer omkring det kommende transfervindue.
Spillere som Alvaro Morata, Pierre-Emerick Aubameyang og Karim Benzema meldes alle som muligheder, mens keeper Gianluige Donnarumma kan være på vej til Manchester United. I AC Milan er træner Vincenzo Montella dog træt af rygterne, og det fik pressen at mærke lørdag:
- Jeg ved, at I bare gør jeres arbejde, men der er altså for meget snak omkring transfers. Det gælder ikke kun Gianluigi Donnarumma. Vi har fået at vide, at vi skal holde fuldt fokus på sæsonen nu. Det er enormt vigtigt, at vi kommer med i Europa, siger Vincenzo Montella på et pressemøde og fortsætter:
- Det sker alt for ofte, at agenter eller journalister prøver at skabe historier. Jeg foretrækker altså ikke Alvaro Morata over Pierre-Emerick Aubameyang. Heller ikke Benzema over Cavani eller et eller andet andet navn. Det er ikke vigtigt lige nu. Vi skal blive ved med at arbejde på at forbedre holdet. Så stop nu med at sende beskeder til spillerne og til mig. Vi tænker på nutiden og ikke fremtiden, lyder det fra Milan-træneren.
AC Milan er nummer seks i Serie A. Seks point efter Atalanta, der indtager den femte og sidste billet til Europa i den kommende sæson.