Allegri: Vi jagter en playmaker
Illustration
Serie A

Allegri: Vi jagter en playmaker

Juventus' træner, Massimiliano Allegri, siger, at klubben er på jagt efter en forstærkning til defensiven samt en ny playmaker i januar.

Juventus har løftet sløret for en del af deres transferplaner i det kommende transfervindue. Klubbens træner fortæller således, at han håber på at kunne finde en forstærkning til forsvaret samt en ny spilfordeler:

- Vi ved, hvor vi skal forstærke os. Martin Montoya er en god back, men han spiller stadig i Barcelona. Vi kigger derfor også på andre spillere. Vi skal have fundet ud af, om vi har mest brug for en central forsvarsspiller eller en back, mens en ny playmaker heller ikke ville gøre noget at få ind, siger Allegri til Sky Italia.

At Juventus jagter en ny spilfordeler betyder dog ikke, at klubben er klar til at lade aldrende Andrea Pirlo gå på pension:

- Om der er noget galt med Pirlo? Slet, slet ikke. Vi må bare passe lidt på ham, fordi han er 35, og derfor skal vi kun lade ham spille i de vigtigste kampe, forklarer Allegri.

Juventus-træneren indrømmer samtidig, at han ser AS Roma som den eneste titeludfordrer til det italienske mesterskab i denne sæson, da de andre hold allerede er et stykke efter de to hold.

Juventus holder juleferie som nummer et i Serie A med to point ned til AS Roma, mens der er yderligere ni point ned til rækkens nummer tre, SS Lazio.