Adrian Mutu er torsdag blevet idømt en livslang karantæne fra det rumænske landshold oven på en druktur med en holdkammerat forud for onsdagens landskamp mod San Marino.
Angriberen har alle dage været kontroversiel og er gennem karrieren sprunget fra den ene skandale efter den anden - og alligevel opretholdt sin stjernestatus.
Tipsbladet bragte for få uger siden historien om den rumænske ballademager på baggrund af skiftet fra Fiorentina til den lille Serie A-klub Cesena
Få hele historien her:
Bragt i Tipsbladet 22. juli
Det vrimler i den italienske fodboldhistorie med stjerner, der valgte topklubberne fra til fordel for en hovedrolle i periferien. Zico i Udinese og Roberto Baggio i først Bologna og siden Brescia er eksempler på, hvor godt det kan gå, Hristo Stoichkov i Parma det modsatte.
Så hvilken skæbne venter Adrian Mutu, den 32-årige enfant terrible?
Selv om Cesena har fået rumæneren gratis, er han den største nyerhvervelse i klubbens historie og et sandt scoop for den 37-årige klubpræsident Igor Campedelli.
Men også en vovet satsning. For lige siden kokain-skandalen i Chelsea i 2004 har Mutus karriere penduleret mellem opsigtsvækkende præstationer på banen og doping- og voldsskandaler uden for. Og nu da Mutu er blevet 32 år, ligner Cesena hans sidste chance for at vise, hvad han dur til som fodboldspiller.
»Da jeg mødte Adrian, kunne jeg se på hans blik, at han stadig har lyst til at arbejde og udvikle sig, og det gav mig mod på at fortsætte med forhandlingerne og overvinde de vanskelige øjeblikke, der trods alt har været. Jeg tror fuldt og fast på, at Mutu er den rigtige spiller for os. Han kan løfte holdet op på et nyt niveau,« lød det håbefuldt fra Igor Campedelli i Il Resto del Carlino, efter at skiftet var blevet offentliggjort.
Selv siger Mutu, at han er klar til opgaven, selv om han hidtil i karrieren gang på gang er blevet slået ud af kurs på grund af eskapader uden for banen.
»Jeg har den alder og den erfaring, der skal til for at være et forbillede for mine holdkammerater. Som fodboldspiller har jeg ikke gjort meget forkert, mens jeg måske har begået nogle fejl uden for banen. Men jeg er også kommet hertil for at blive et bedre menneske, for jeg tror, at der her i Cesena er nogle værdier, det vil være smukt at kæmpe for. Jeg spillede i forvejen på et stort hold, Fiorentina, og havde det været det, jeg ville, kunne jeg være blevet der. Men jeg er begyndt at nå en alder, hvor det måske begynder at være nogle andre ting, der betyder noget.«
Mutu afviser, at han skulle have svært ved at omstille sig fra Fiorentina, hvor han har spillet Champions League, til Cesena, der så sent som i august sidste år spillede sin første kamp i Serie A i over 19 år og aldrig har vundet noget.
»Mentalt er jeg klar til at omstille mig til et liv i provinsen. Selvfølgelig er det stort og udfordrende at kæmpe med om de store trofæer, men her i Cesena ligger der en lige så stor udfordring i at undgå nedrykning.«
En ydmyg konge
Cesenas anfører, den 30-årige midtbanespiller Giuseppe Colucci, spillede sammen med Adrian Mutu i Verona i starten af forrige årti, og inden klubskiftet var blevet offentliggjort, sagde han, at han meget gerne så Mutu skifte til Cesena.
»Mutu ville passe godt ind her, dels på grund af sine spillemæssige kvaliteter, men også fordi han er en ydmyg person. Vi er gamle venner, og Adrian ville have det som en konge her. Med de kvaliteter, han har, burde han egentlig spille for Milan eller Inter, for han kan ryste mål ud af ærmet når som helst. Og derudover kan han godt lide at stille sig til rådighed for holdet, hjælpe til i defensiven og jagte modstanderne,« sagde Giuseppe Colucci ifølge Il Resto del Carlino.
I januar ragede Mutu uklar med ledelsen i Fiorentina, da han forlod en træningsseance i utide, og i sidste ende valgte klubben at lade ham skifte til Cesena. Colucci har stadig svært ved at forstå, hvordan det kunne komme så vidt.
»Jeg ved ikke, hvad der kan være sket i Firenze. Det undrer mig, for Adrian er en rigtig god holdkammerat. Han er en fantastisk fyr, der elsker at lave sjov og er guld værd i omklædningsrummet. Men selvfølgelig kræver han respekt,« siger Colucci.
Læs mere på næste side

