Mario Balotelli fra Liverpool til Parma? Det lyder urealistisk, men tidligere i januars transfervindue var det skifte tæt på at blive en realitet. Det fortæller Parmas nye præsident Ermir Kodra. Serie A-bundproppen var langt i forhandlingerne, der så brød sammen. Parma er i øjeblikket på jagt efter forstærkninger, så sidstepladsen kan blive vekslet til en noget bedre placering i tabellen.
- Vi har allerede hentet et par kvalitetsspillere, men vi er også på udkig efter andre topspillere. Vi var tæt - meget tæt - på at hente Mario Balotelli, men vi var ikke i stand til at blive enige. Vores sportsdirektør Pietro Leonardi arbejder fortsat på at hente en angriber ind til truppen, siger Kodra til Supersport.
Mario Balotelli skiftede til Liverpool i sommer og har ikke fået den bedste start på tilværelsen i Premier League-klubben. Blot to mål i 17 kampe er det blevet til for den italienske angriber.