Bekræftet: Barca-back til lægetjek i Inter
Foto: Inter/Twitter
Serie A

Bekræftet: Barca-back til lægetjek i Inter

Martin Montoya er landet i Milano, og er formaliteter fra en aftale med Inter.

I Inter har man ikke brugt sommeren på at kede sig indtil videre. Serie A-klubben vil tilbage på sporet efter en skuffende sæson senest, hvor storklubben var langt fra den hæder, man tidligere har oplevet. Spillere som Jeison Murillo, Geoffrey Kondogbia og Miranda er nu alle nye på holdkortet.

Roberto Mancini er dog ikke færdig med at handle. Inter skal nemlig bruge en back, og her ligner Martin Montoya fra FC Barcelona ny mand. Tidligere har det været rygtet, at en toårig lejeaftale var målet for italienerne, der i tilfælde af succes ville hente Montoya efterfølgende for otte millioner euro.

Dette rygte kan meget vel holde vand, for torsdag formiddag landede spanieren i Milano. Den 24-årige spiller blev fotograferet sammen med Inter-præsident Erick Thohir foran lufthavnen, og det er af samme grund ikke hemmeligt, at spilleren nu er på vej mod det obligatoriske lægetjek. Gennemføres dette som ventet, kan Montoya være ny Inter-spiller allerede torsdag aften. 

Martin Montoya kom til FC Barcelona i 1999 som ungdomsspiller. Den 24-årige spanier har kæmpet hårdt for spilletid på Camp Nou, hvor navne som Dani Alves og Aleix Vidal dog bliver næsten umulige at passere.