Bergvold åben for alt

Martin Bergvold er åben for alt, når hans kontrakt udløber til sommer.
Den tidligere FCKer, Martin Bergvold, har kontraktudløb i italienske Livorno til sommer. Hvad fremtiden skal bringe er derfor et svært spørgsmål, men midtbanespilleren er åben for alt.

Til sommer har midtbanespilleren Martin Bergvold fuldført den kontrakt, som han i januar 2007 underskrev med den italienske klub, Livorno. Dermed har den tidligere FCK-spiller været i Italien i tre-et-halvt år, og det er måske - måske ikke - tid til at forlade Livorno.

- Jeg er åben for alt til sommer. Jeg er transferfri, og jeg koster ikke noget. Så jeg håber, der kommer lidt interesse for mig. Men jeg udelukker heller ikke at blive i Livorno. Vi har snakket lidt, men jeg ved ikke om det ender ud i noget, siger Martin Bergvold til tipsbladet.dk.

Bergvold har et godt navn i Italien, men om han fortsætter i støvlelandet er et åbent spørgsmål. Han udelukker intet. Heller ikke en tilbagevenden til SAS Ligaen.

- Jeg vil gerne tilbage til SAS Ligaen. Selvfølgelig må det gerne være en topklub. Men alt er muligt, siger midtbanespilleren.

Martin Bergvold hjalp i sidste sæson Livorno tilbage til Serie A efter en enkelt sæsons fravær. I denne sæson er det gået knap så godt. Midtbanespilleren, der i øjeblikket plejer en forstuvet ankel, ligger sammen med Livorno sidst i Serie A.

Seneste nyt på tipsbladet.dk