Bergvold tændt på at blive i udlandet

Martin Bergvolds kontrakt med Livorno løber ud om halvanden måned, og danskeren håber at finde en ny klub i udlandet, selvom han heller ikke lukker døren for Danmark.

Selvom Livorno og Martin Bergvold fortsat træner ovenpå nedrykningen fra Serie A til B, så er danskeren reelt en færdig mand i den italienske klub. Hans kontrakt udløber 30. juni, og pilen peger i retningen af kontrakt med en ny udenlandsk klub.

- Jeg skal ikke udelukke noget, men jeg vil gerne blive i udlandet, hvis muligheden for det byder sig. Så kan jeg komme hjem og slutte af i Danmark om nogle år. Men Danmark er også i spil nu, og FCK er da klart nummer et, for der har jeg haft mange gode oplevelser, men jeg vil heller ikke udelukke andre danske klubber, siger Martin Bergvold til tipsbladet.dk.

26-årige Bergvold laver altså det, man i den grad kan kalde en helgardering, og han forventer da heller ikke, at der sker ret meget før om en måned eller to.

- Der er mange klubber, der venter til efter VM med at tage noget nyt ind, så jeg tror, at vi skal over på den anden side af slutrunden, før der kommer til at ske noget, siger han.

Ingen konkret interesse
Efter treenhalv sæson i Livorno mestrer Martin Bergvold det italienske sprog og kender mekanismerne og systemerne i de italienske klubber. Men Bergvold vil også gerne prøve kræfter med en ny liga.

- Det har været en svær sæson, men jeg er glad for, at jeg stod det igennem, og at jeg nu er fri, så Livorno ikke tjener penge på mig, for de har ødelagt meget med deres forskellige udmeldinger.

- På den anden side kender jeg jo sproget og systemerne, så jeg vil ikke udelukke at blive i Italien, men det kunne også være spændende at prøve mig selv af i en anden liga, siger Bergvold, der ikke er bekendt med nogen konkret interesse.

- Per Steffensen håndterer alt det der for mig, og han kommer først til mig, når der er noget seriøst og konkret. Og der har ikke været noget endnu, siger han.

LÆS OGSÅ: Straftræning til Bergvold på ubestemt tid

Seneste nyt på tipsbladet.dk