Bergvold: Trænerskift betyder ikke det store

Martin Bergvold har fået ny træner i Livorno. En træner der også styrede tropperne i starten af sæsonen. Men Bergvold tror ikke, at det vil ændre så meget, for ofte er det præsidenten, der sætter holdet.

Martin Bergvolds træner Sersi Cosmi blev mandag fyret ovenpå det uafgjorte resultat ude mod Genoa. I dag har Livorno så erstattet ham med Gennaro Routolo, der førte Livorno op i Serie A, men blev fyret i efteråret.

- Hernede er det mange gange præsidenten, der sætter holdet, og det er svært at sige, om han vil bruge mig. Nu må vi se, hvad det kommer til at betyde. Det er ikke til at sige endnu, men jeg tror ikke, det kommer til at betyde det helt store, siger Martin Bergvold til tipsbladet.dk.

Routolo var manden, der satte Bergvold af holdet i efteråret, men danskeren mener, at forholdet til Routolo er helt okay.

- I starten var forholdet okay. Jeg spillede en del, og klubben viste interesse for at forlænge. Da jeg afviste det, røg jeg på bænken eller på tribunen, men så kom Cosmi til, og jeg begyndte at spille igen. Nu har jeg så været skadet, men fik anden havleg mod Genoa, og jeg håber, at den nye træner vil gøre brug af mig, for jeg er ved at være der igen, siger Bergvold.

Livorno ligger sidst i Serie A og har otte op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Derfor ser det lige nu svært ud for Bergvold og Livorno at blive i Serie A.

- Det hele blev ødelagt lidt lørdag aften, hvor Udinese slog Juventus, som vi havde håbet ville vinde, for vi møder Udinese søndag og kunne være kommet op på en afstand, der hedder tre point til dem, så lige nu er der lang afstand, og det ser skidt ud, siger Bergvold.

Seneste nyt på tipsbladet.dk