
Frederik Sørensen skiftede tidligere i transfervinduet fra Juventus til Bologna, som har købt halvdelen af transferrettighederne i det danske forsvarstalent for 19 millioner kr.
Med Juventus afgangen må Sørensen således også vinke farvel til en topklub og goddag til en kamp om overlevelse i bunden af Serie A.
- Resten af sæsonen kommer kun til at handle om overlevelse. Jeg ser frem til at få spilletid og frem til at kæmpe for Bologna. Det bliver helt sikkert spændende kampe med masser af intensitet, siger forsvarstalentet til sporten.dk
Frederik Sørensen kan forhåbentlig se frem til langt mere spilletid i sin nye klub, end han fik i Juventus, hvor han praktisk talt ikke blev brugt i den første halvdel af denne sæson. Men danskeren ser ikke skiftet væk fra Juventus som et personligt nederlag, men tror istedet, at skiftet kan udvikle ham som spiller.
- Det er selvfølgelig ekstremt vemodigt at forlade Juventus, men træner Conte satte et hold fra sæsonens start, som ikke har tabt i ligaen, så er det selvfølgelig næsten umuligt at spille sig ind på førsteholdet. Det er de berømte ord om et skridt tilbage for at tage to skridt frem i udviklingen som spiller, siger den håbefulde dansker.
Bologna spiller her til eftermiddag en vigtig kamp mod Parma, og det er en kamp hvor Frederik Sørensen muligvis kan få debut. En sejr vil give et vigtigt pusterum for Bologna, som ligger lige over nedrykningsstregen med fire point ned til Cesena.