Bundhold snød Inter til sidst
Serie A

Bundhold snød Inter til sidst

Inter var på vej tilbage på andenpladsen i Serie A, men det glippede, da Carpi i overtiden hev point med hjem fra Milano.

Inter var under maksimalt pres, da holdet søndag havde besøg af undertippede Carpi. Værterne var uden sejr i de to seneste kampe, og det havde skabt pres i toppen, hvor konkurrenterne rører på sig for alvor. Til gengæld var Carpi et hold med selvtillid efter to sejre på stribe, og med 1-1 søndag slog de evige underdogs til igen. 

Allerede fra de første minutter ville Carpi lege med. To minutter var spillet, da Jerry Mbakogu havde bolden i nettet, men scoringen blev underkendt for offside. 20 minutter senere var Jerry Mbakogu på spil på ny, da han efter en god stikning manglede den sidste skarphed med et skidt forsøg i feltet. 

Frem mod pausen kom Inter bedre med. Mauro Icardi og Ivan Perisic forsøgte sig, men det blev Rodrigo Palacio, der skulle sende færingen med Inter til pause. Seks minutter før pausen udnyttede Inter-spilleren en ripost i feltet, og så kunne værterne lettet tage 1-0 føringen med i omklædningsrummet. 

I anden halvleg fortsatte det jævnbyrdige billede. Ivan Perisic kom hurtigt tæt på 2-0, inden Raphael Martinho med en halv time igen var tæt på udligningen. Jagten så dog svær ud for gæsterne, da Carpi ti minutter før tid fik Lorenzo Pasciuti sit andet gule kort, og med undertal var det svært at slå tilbage. 

Det lykkedes dog sensationelt for Carpi i overtiden. Raffaele Bianco fandt i feltet Kevin Lasagna, der fra nært hold kunne hugge bolden tørt i mål. Udligningen sikrer, at Inter misser andenpladsen og må nøjes med en placering som nummer fire, mens Carpi nu bare har fem points op til stregen i bunden af tabellen.

Øvrige Serie A-resultater

Fiorentina - Torino 2-0

Lazio - Chievo 4-1

Palermo - Udinese 4-1

Sampdoria - Napoli 2-4

Sassuolo - Bologna 0-2

Verona - Genoa 1-1

Juventus og AS Roma mødes søndag aften.