
De seneste måneder har været en ren katastrofe for Christian Poulsens klub, Juventus. De mangedobbelte italienske mestre har tabt kampe på stribe, og indtager i øjeblikket en - for Juventus - skandaløs syvendeplads i Serie A. Holdet blev desuden slået ud af Champions League, hvor tyske Bayern München ydmygede "Den gamle dame" i hendes egen hule.
Christian Poulsen har været skadet det seneste stykke tid, og han har først i denne uge påbegyndt træningen. Derfor har han haft rig mulighed, for at betragte Juventus´ problemer lidt fra sidelinien.
- Den gamle træner prøvede alt, men det virkede ikke. Især efter nederlaget til FC Bayern havde vi haft svært ved at dominere kampene, siger Christian Poulsen til metroXpress.
Juventus er nu 17 point efter Inter i Serie A, og holdet er slået ud af pokalturneringen og altså også Champions League. For en klub på Juventus´ størrelse med 27 italienske mesterskaber bag sig, nærmer det sig en skandaløs sæson. Christian Poulsen er da heller ikke bleg for at indrømme, at klubben er hårdt ramt.
- I forhold til de forventninger, der er til et hold som Juventus, så er vi i krise, siger han.
For få uger siden fyrede Juventus cheftræner Ciro Ferrara og ansatte i stedet 56-årige Alberto Zaccheroni som ny cheftræner. Men på trods af det nye blod på trænerbænken, er skuden endnu ikke vendt.
- Vi var kørt død i det med den gamle træner. Nu er det så en anden situation, hvor den nye træner kommer med sit eget system og sit eget syn på tingene. Vi er startet med to uafgjorte, så det er stadig en hård periode. Det er virkelig stolpe ud for tiden, og man vil bare gerne overbevise den nye træner om, at man skal være en del af holdet, siger 29-årige Poulsen, der fortsat ikke er klar til at konkurrere om en startplads på Juventus-mandskabet.
Christian Poulsen og Juventus har syv point op til AC Milan på den tredjeplads, der giver adgang til Champions League i næste sæson.