Video : Tipsbladet
Serie A

Del Piero om sin 10'er-arvtager: Alle er bange for Dybala nu

Paulo Dybala rammer tilsyneladende alting for tiden, og han kunne nok engang fejre et hattrick i weekenden - og særligt det ene mål var den tidligere Juventus-spiller Alessandro Del Piero interesseret i.

Juventus har i årenes løb haft mange store stjerner, og ofte har den største spillet med nummer 10 på ryggen. Det er meget fortjent Paulo Dybala, der ifører sig denne trøje til hver kamp, og i weekenden blev det til et nyt hattrick for den fikse argentiner, da Juve slog Sassoulo med 3-1.

Efter kampen kunne en af klubbens tidligere 10'ere, Alessandro Del Piero, som havde nummet i en lang årrække rose arvtageren for præstationen mod Sassoulo. Det gjorde han i et interview med Sky Sport Italia.

Her var det særligt Dybalas frisparksmål til slutresultatet, som Del Piero kommenterede på, hvilket også er fair nok, da han også selv stod for et hav af frisparksmål i løbet af sin mangeårige Juventus-karriere.

- Der er ikke så meget at sige til det. Det var ikke et vanvittigt et af slagsen, og der var ikke så meget vinkel på, men det var nok til at han kunne score. Dog måtte Sassoulo-målmand Consigli nærmest bukke sig, og det siger en del om, at Dybala vokser. Ikke kun med sine mål, men hvordan han spiller i det hele taget, siger Del Piero og tilføjer:

- Folk er bange for at stå overfor ham i øjeblikket. Selv når det kommer til frispark, så har man ingen idé om, hvad der kan ske. Consigli kunne ikke have reddet den, men han bevæger sig lidt for sent og uanset hvad, så var frisparket taget perfekt, lyder det fra Juve-ikonet.

Paulo Dybala fejrede i kampen mod Sassoulo sin optræden nummer 100, hvor det undervejs er blevet til 50 scoringer for offensivspilleren.