Dybala efter hattrick: Jeg er i skarp konkurrence om at sparke frispark
Foto: Getty Images
Serie A

Dybala efter hattrick: Jeg er i skarp konkurrence om at sparke frispark

Når man har en holdkammerat som Miralem Pjanic, så er man nødt til at gøre sig umage, hvis man vil sparke frispark, lyder det fra Dybala.

Paulo Dybala lavede i weekenden sit andet hattrick i denne sæson, da han sendte tre kasser i mål mod Sassoulo i Serie A. Her var ét af dem på frispark, og han fortæller nu om, hvordan han er blevet så skarp til dem.

Det fortæller han om i et interview med klubbens egen tv-kanal JTV.

- Jeg træner meget med Miralem (Pjanic red.) i at sparke frispark. Jeg er nødt til at score for at kunne udfordre ham. Lige nu er jeg foran, men han er virkelig farlig, lyder det fra den fikse, offensive argentiner.

Desuden kunne Dybala fortælle, at han beholder kampboldene, når han har scoret hattrick og gemmer dem i hjemmet.

- Jeg kan godt lide at have dem tæt på mig, og hvis min mor ikke har taget dem, så skulle de stadig være der, siger han med et glimt i øjet.

Dybala har endvidere spillet 100 kampe for Juventus, hvor det i alt er blevet til 50 mål for spilleren, der sjældent er med på holdet som frontangriber, da Gonzalo Higuain i den seneste tid har haft patent på dén plads.