Serie A

Gattuso: Zlatan solgt mod sin vilje

Gattuso afslører til en italiensk avis, at Zlatan er skuffet over forløbet omkring skiftet til PSG.

AC Milan er kommet i modvind blandt klubbens fans for at sælge de to største profiler Thiago Silva og Zlatan Ibrahimovic, og hvor man tidligere har oplevet, at store spillere har presset på for en transfer, så er det denne gang Milan, der har lagt pres på det to stjerner.

Thiago Silva fortalte forleden, at han ikke havde haft intentioner om et skifte før PSG havde lavet et kontraktforslag til ham, og ifølge en anden tidligere Milan-spiller Gennaro Gattuso gør det samme sig gældende med Zlatans skifte. Han hævder at angriberen ikke havde andet valg, end at forhandle med PSG.

- Ibra sendte mig en sms for nyligt. Han var meget skuffet. Han var ikke enig i, hvad der foregik, og det forstod jeg godt, fortæller Gattuso til La Repubblica.

Beskyldningerne er et slag i hovedet på PSG, da det vidner om, at topspillerne stadig tøver med at skifte til den franske Ligue 1. PSGs sportsdirektør Leonardo afviser de tanker, og kalder sommeren perfekt.