Hamsik sværger troskab til Napoli
Serie A

Hamsik sværger troskab til Napoli

Slovakken Marek Hamsik ser Napoli som sin sidste klub. Midtbanespilleren elsker at være i den italienske klub.

28-årige Marek Hamsik fra Slovakiet er en vigtig brik på holdet i italienske Napoli. Næste sæson skal Hamsik spille Champions League med klubben, efter Napoli sluttede på andenpladsen i Serie A.

Hamsik startede sin karriere i Slovan Bratislava, inden han rykkede til Italien og Brescia. I 2007 tog han skridtet videre til Napoli, hvor han har været lige siden, og slovakken forestiller sig, at Napoli også bliver den sidste klub, han kommer til at repræsentere.

- Hvert eneste år hører jeg om hold, der gerne vil have mig, men det er her, mine børn er født, og her de er vokset op. Jeg har en lang aftale, og jeg har ingen problemer overhovedet. Der er en helt utrolig kærlighed mellem mig og denne by, og der er en god chance for, at jeg aldrig flytter, siger Marek Hamsik ifølge CalcioNapoli24.

Den 28-årige offensive midtbanespiller er udtaget til Slovakiets EM-trup, der om en lille måned spiller med i den store turnering i Frankrig.