Heynckes: Podolskis Inter-skifte knap så klogt
Foto: Luca Bruno/Polfoto
Serie A

Heynckes: Podolskis Inter-skifte knap så klogt

Lukas Podolski har ikke haft den sportslige oprejsning, han håbede på med lejeaftalen til Inter Milan. En aftale som Jupp Heynckes kalder knap så klog.

Det var sløjt med spilletid til den ellers relativt faste tyske landsholdsspiller Lukas Podolski under sin tid i Arsenal. Det resulterede i en lejeaftale til Inter, men heller ikke her har han formået at spille sig på førsteholdet. 

Podolskis tidligere træner Jupp Heynckes mener, at Arsenal-spilleren og hans agent burde have lagt mere tanke i skiftet. 

- At skifte til Inter, var måske ikke den klogeste beslutning af Podolski og hans agenter, siger han til Kicker og uddyber:

- Jeg arbejdede med ham i fem uger i Bayern, og han gjorde det meget flot i alle fem kampe, han spillede. Folkene i Bayern kunne ikke forstå, hvordan han kunne blive en komplet anden spiller lige pludseligt. 

På landsholdet har han dog altid været til at regne med, og det roser Heynckes landstræner Joachim Löw for. 

- Landstræner Joachim Löw har gjort et ekstraordinært job ved at træne ham, som han har. Men Podolski må tage sig sammen nu. Træneren kan ikke blive ved med at beskytte ham. 

Udover Bayern München, har Lukas Podolski også spillet i FC Köln. Til sommer vender han højst sandsynligt tilbage til Arsenal.