Tidligere havde Italiensk fodbold et rygte for at være kedeligt og taktiskpræget fodbold uden mange mål eller underholdning. Det har de tydeligvis ikke hørt i Bergamo, hvor Atalanta lørdag eftermiddag tog imod Palermo. Således blev det til hele seks scoringer og 28 målforsøg i kampen, uden der dog blev fundet en vinder.
Det startede ellers godt for gæsterne, da de efter blot 16 minutter havde bragt sig foran med 2-0. Først sparkede Rigoni Palermo foran 1-0 på Vazquez' flotte frispilning med hovedet, hvorefter Vazquez selv blev målscorer, da han på overlegen stil lobbede bolden i nettet langt ude fra.
Hjemmeholdet svarede dog igen, da Denis med fem minutter igen af halvlegen udnyttede et noget tyndt straffespark. Inden der blev fløjtet til pause, kom Vazquez igen i fokus, da han satte sidste fod på en flot solopræstation af Dybala til at genskabe gæsternes to-måls-føring.
I anden halvleg vr det dog hjemmeholdet, der havde den mentale medvind. Først udnyttede Moralez en fejl fra Palermo-keeper Sorrentino til at at skabe spæning i opgøret, mens Denis skabte balance på måltavlen, da han med et kvarter igen scorede kampens sidste mål.
I Genoa missede Sampdoria chancen for at overhale Napoli på Serie As tredjeplads, da det kun blev til 2-2 hjemme mod Udinese. Sampdoria var ellers foran 1-0 efter blot et kvarters spil, men inden pausen var føring vendt til 1-2. Efter en times spil udlignede Gabbiadini dog til kampens resultat.